Test af personlige nyheder til dine minutter i bilen

For et par uger siden skrev jeg om den ide jeg havde fået sammen med Tom Bue fra Nordjyske Medier til personlige nyheder i bilen.

Mette Kjul fra Nordjyske Startup havde hjulpet os med at finde ti testpersoner, der alle ville modtage en personlig nyhedsudsendelse kl. 7.00 hver morgen i uge 5.

TL;DR:

God ide, men der skal arbejdes på udtalen af nogle ord-typer og udvælgelsen af historier.

Resultaterne

Konklusioner

Langt de fleste brugere forstår hvad der bliver sagt, men irriteres over udtalen. Især navne, firmanavne, steder, forkortelser og udenlandske ord er problematiske.

Udvælgelsen af historier er ikke god nok. Der kommer sportshistorier selvom det er fravalgt, og der er gentagede historier både fra dag til dag, men også i den samme udsendelse. Der er for få nye erhvervsnyheder. Der er for mange lokalnyheder for nogle, men der ønskes generelt forskellige ting fra person til person.

Historierne er overvejende relevante, men dog ikke altid interessante. 😜

De fleste testpersoner kunne let få lyden ud i bilen. En mindre gruppe lyttede dog ikke i bilen. Som et repræsentativt billede af hvor mange biler i Danmark der har Bluetooth anlæg, søgte jeg på bilbasen og fandt at ca. 48% af bilerne til salg på bilbasen.dk har Bluetooth.

Testerne har mellem 5 og 50 minutter til rådighed mens de pendler, og det store flertal hører i dag radio.

De fleste testpersoner syntes ideen er god, men mange efterspørger bedre oplæsning, bedre udvælgelsesmuligheder og få ønsker flere kilder.

På forretningsmodellerne ville halvdelen ikke være generede af et kort reklamespot i slutningen, men kun under en fjerde del ville have stedbestemte reklamer. Ingen ville dog have noget i mod en kort “udsendelsen er sponsoreret af X”.

Næsten to tredjedele ville gerne tilgå en nyhedstjeneste som denne via sms, en enkelt automatisk og den sidste fjerdedel via en app. De fleste ville gerne have en frisk opdatering en gang om dagen, men resten ville gerne have to daglige opdateringer.

Der var en tung overvægt af iPhones og kun en enkelt Android-bruger blandt testerne.

De tre vigtigste ting som testerne ville forbedre ved systemet er:

  • Udtalen
  • Breaker lydene
  • Forkortelserne
  • Udvælgelse af historier

Næste skridt

Resultaterne af testen matcher vores forventninger ret godt. Det vil være på de ovenstående områder vi skal finde på forbedringer.

Der ligger bl.a. en del muligheder for at hjælpe Polly med at lave bedre udtale ved at lave udtale-lexika.

For at forbedre udvælgelsen af historier ligger der nogle nemme sejre ved at fjerne dubletter og sortere historierne bedre, fx undgå sportshistorier for brugere der ikke ønsker nyheder om sport.

Efter de oplagte forbedringer og nemme sejre, skal vi teste noget mere, og måske endda have noget maskinlæring i gang for at kunne udvælge de rigtige historier til de rigtige lyttere.

Personlige nyheder til dine minutter i bilen

Når jeg sætter mig i bilen, popper der en besked à la denne op på min skærm:

Screenshot by Rick Broida/CNET

For det meste er det et ret godt bud på, hvor jeg skal hen, og hvor lang tid det tager at komme derhen.

Det næste jeg gør, er at tænde for radioen og håbe jeg rammer nogle nyheder. 🤞

Det er en heldig dag, hvis jeg tænder radioen og rammer lige ind i starten af en omgang nyheder. Det er desværre ikke tit, man er så heldig, og oftest er de for hurtigt ovre. Så er der oftest en halv eller hel time, til jeg kan få et skud nyheder igen. Jeg kunne godt finde et nyhedspodcast fra f.eks. DR, men de har ikke det lokale stof med og er altid nogle timer på bagkant.

En dag slog det mig:

Telefonen ved, hvor længe jeg skal køre + kvaliteten af talesyntese er blevet MEGET bedre den sidste tid = så kan jeg bygge et system, der giver mig en personlig oplæst nyhedsudsendelse, der lige passer til min køretur.

Ja… min hjerne tænker tit i ligninger. 🤓

Tom Bue til undsætning

Jeg fik en aftale på plads et par dage senere med Tom Bue fra Nordjyske Medier (som jo både har ANR & Radio Nordjyske), hvor vi snakkede ideen igennem og aftalte, at det skulle da prøves.

Vi aftalte at mødes igen for at lave en meget hurtig håndholdt prototype.

Så begyndte spørgsmålene at poppe op:

  • Hvor skal vi få historierne fra?
  • Hvordan skal vi udvælge, hvilke historier der skal med til den enkelte lytter?
  • Hvor lange skal de enkelte nyhedsindslag være? Og hvordan tilpasser vi så længden af indslagene?
  • Hvordan skal vi sammensætte de enkelte indslag til en samlet udsendelse?
  • Vil folk betale for sådan et nyt medie?

For at starte med det sidste først, så var Tom og jeg meget hurtigt enige om, at svaret var NEJ! Men måske kan det alligevel være interessant for mediehusene at kunne nå sit publikum på denne måde, som forretningsmæssigt kan sammenlignes med radio.

Værd at høre på?

Det mest essentielle spørgsmål vi kom op med var dog:

  • Er talesyntese blevet godt nok til, at man kan holde ud at høre på den i fx 20 minutter?

Vi kunne begge gætte, men for at blive klogere skulle der noget data på bordet i form af en test. Mette Kjul fra Nordjyske Startup, som vi også havde sparret med ideen om, var hurtig til at finde ti kolleger, der ville lege med.

Så her til morgen kl. 7.00 fik de alle ti tilsendt et link til en personlig nyhedsudsendelse, der passer til deres interesser og med lokalstof fra deres hjørne af Nordjylland.

Her er mine personlige max. 9 minutter med Brønderslev lokal stof, Erhverv, Internationalt og uden sportsnyheder (andet end dem der er top historier):

Hvordan?

I testen trækker vi nyheder ud fra Nordjyskes RSS-feeds, der peger på enkelte historier på nordjyske.dk.

Dem trækker vi ned og barberer ind til overskrift, underoverskrift og brødtekst.

Derefter trimmer vi historierne fra bunden, til en længde vi har vurderet er passende: ikke for lang og ikke for kort.

Så kører vi de trimmede historier igennem Amazons ret nye talesyntese med det geniale navn Polly. Jeg var i sidste uge til event med Amazon Web Services i København hvor jeg præsenterede ideen og fik meget positiv feedback. ❤️

For hver af testerne har vi så opsat en profil med:

  • Ønsket længde af udsendelsen (hvis testen giver os grund til at arbejde videre med ideen, kan vi begynde at automatisk finde den rigtige længde).
  • Hvilke stof-områder er testeren interesseret i:
  • Navn og mobil telefonnummer

Ud fra denne profil sammensætter prototype systemet så et sæt af nyheder indenfor rammen af den ønskede længde. Det kan selvfølgelig gøres meget mere fancy og/eller elegant, men til en tidlig test er denne tilgang nok.

Hvis du vil lege med, kan du nå det endnu. Send mig en besked med ovenstående profil info.

Hvis testen giver os grund til at fortsætte, hvad skal sådan et system/service så hedde? 🤔