Innovation for alle med PRE.DO – sæt strøm på idearbejdet

Innovation er vigtigt

Alle taler om innovation og disruption. De nævnes så meget og i så mange sammenhænge at ordene næsten mister deres værdi og betydning.

Det er dog svært at se mange positive veje fremad for samfund og menneskeheden som helhed, hvis vi skulle stoppe med at opfinde og forbedre, hvad og hvordan vi gør ting.

Innovation og idéudvikling er bare ikke nemt, for der opstår nemt en afkobling mellem folk med stor metodisk og teoretisk viden og folk der har praktisk erfaring, med det område man ønsker at udvikle på.

Hav altid en industriel designer inden for rækkevidde

Begreber som Design Thinking, Service Design, Co-creation, Lean og Agile metoder (og mange flere) er gode metoder, der skaber rammer for at dygtige design- og metode-folk mødes med emne-eksperter (‘subject matter experts’ lyder federe) og de så sammen brainstormer, analyserer og designer nye løsninger på opgaver, problemer eller muligheder.

Der uddannes bla. dygtige design tænkere fra Aalborg Universitets Industrielle Design linier, og jeg har haft fornøjelsen af at arbejde tæt sammen med flere af dem.

De er desværre ikke alle steder på alle tider, men det er der snart råd for!

Sammen med to af de allerdygtigste Industrielle Designere jeg har mødt; Thomas Broen og Christoffer Mørch fra Ideaal og en af de allerskarpeste markedsføringshjerner; Maj-Britt Kjær Sørensen, har jeg arbejdet frem imod at lave et digitalt værktøj, der vil kunne hjælpe nogen af alle de mennesker og virksomheder med ideer, der ikke altid har en designer inden for arms længde.

Gode ideer udnyttes ikke

Vi har talt med hundredevis af gode mennesker i kompetente virksomheder og organisationer, alt fra helt nye iværksætter til store globale virksomheder, og vi har set de samme mønstre igen og igen:

Virksomhederne går glip af enorme værdier i ideer eller forbedringsforslag fra medarbejderne, samarbejdspartnere og kunder, der ikke bliver samlet op og vurderet effektivt.

Vi har set, at virksomhederne oftest er super dygtige til at køre og gennemføre udviklingsprojekter, men det er ikke altid de vigtigste eller rigtige udviklingsprojekter, der bliver udvalgt og startet.

PRE.DO – Innovation for alle

Derfor er vi gået igang med at bygge PRE.DO, som navnet antyder et værktøj, der skal bruges inden projekterne udføres. Pre-doing.

PRE.DO bliver en Software as a Service (SaaS) platform, som individer, teams og virksomheder kan bruge til at opsamle, berige og evaluere de ideer og forbedringsmuligheder, som medarbejdere, samarbejdspartnere og kunder dagligt får.

Berigelsen af de rå ideer vil kunne gøres let tilgængelig, sjov og effektiv ved at digitalisere et udvalg af de mere end 100 metoder, som vi tilsammen har udviklet eller mødt gennem årene.

PRE.DO skal pitches

Det bliver et stort arbejde og vil kræve, at vi får noget ekstern finansiering ind i projektet. Vi har valgt, at det første sted, vi vil opsøge det, er til Growing Investors eventen i Århus d. 20. april, hvor 80-100 Venture Capital investorer vil lytte til 6 udvalgte start-ups pitche deres ideer og virksomheder.

Vi ❤️ feedback, så her er vores pitch-deck for PRE.DO.

Vi har også valgt, at stille op til Løvens Hule på DR-tv, så i næste uge skal vi raffinere og optage video af vores pitch.

Har du ideer til steder, vi skal stille os på for at præsentere vores projekt, har du ideer eller tanker til emnet, folk vi skal snakke med, eller noget helt andet, så giv mig et pip.

Test af personlige nyheder til dine minutter i bilen

For et par uger siden skrev jeg om den ide jeg havde fået sammen med Tom Bue fra Nordjyske Medier til personlige nyheder i bilen.

Mette Kjul fra Nordjyske Startup havde hjulpet os med at finde ti testpersoner, der alle ville modtage en personlig nyhedsudsendelse kl. 7.00 hver morgen i uge 5.

TL;DR:

God ide, men der skal arbejdes på udtalen af nogle ord-typer og udvælgelsen af historier.

Resultaterne

Konklusioner

Langt de fleste brugere forstår hvad der bliver sagt, men irriteres over udtalen. Især navne, firmanavne, steder, forkortelser og udenlandske ord er problematiske.

Udvælgelsen af historier er ikke god nok. Der kommer sportshistorier selvom det er fravalgt, og der er gentagede historier både fra dag til dag, men også i den samme udsendelse. Der er for få nye erhvervsnyheder. Der er for mange lokalnyheder for nogle, men der ønskes generelt forskellige ting fra person til person.

Historierne er overvejende relevante, men dog ikke altid interessante. 😜

De fleste testpersoner kunne let få lyden ud i bilen. En mindre gruppe lyttede dog ikke i bilen. Som et repræsentativt billede af hvor mange biler i Danmark der har Bluetooth anlæg, søgte jeg på bilbasen og fandt at ca. 48% af bilerne til salg på bilbasen.dk har Bluetooth.

Testerne har mellem 5 og 50 minutter til rådighed mens de pendler, og det store flertal hører i dag radio.

De fleste testpersoner syntes ideen er god, men mange efterspørger bedre oplæsning, bedre udvælgelsesmuligheder og få ønsker flere kilder.

På forretningsmodellerne ville halvdelen ikke være generede af et kort reklamespot i slutningen, men kun under en fjerde del ville have stedbestemte reklamer. Ingen ville dog have noget i mod en kort “udsendelsen er sponsoreret af X”.

Næsten to tredjedele ville gerne tilgå en nyhedstjeneste som denne via sms, en enkelt automatisk og den sidste fjerdedel via en app. De fleste ville gerne have en frisk opdatering en gang om dagen, men resten ville gerne have to daglige opdateringer.

Der var en tung overvægt af iPhones og kun en enkelt Android-bruger blandt testerne.

De tre vigtigste ting som testerne ville forbedre ved systemet er:

  • Udtalen
  • Breaker lydene
  • Forkortelserne
  • Udvælgelse af historier

Næste skridt

Resultaterne af testen matcher vores forventninger ret godt. Det vil være på de ovenstående områder vi skal finde på forbedringer.

Der ligger bl.a. en del muligheder for at hjælpe Polly med at lave bedre udtale ved at lave udtale-lexika.

For at forbedre udvælgelsen af historier ligger der nogle nemme sejre ved at fjerne dubletter og sortere historierne bedre, fx undgå sportshistorier for brugere der ikke ønsker nyheder om sport.

Efter de oplagte forbedringer og nemme sejre, skal vi teste noget mere, og måske endda have noget maskinlæring i gang for at kunne udvælge de rigtige historier til de rigtige lyttere.

Who Are You? – en ide til et iterativt søgeværktøj

Når man bliver ringet op af f.x. en mulig kunde, fanger man måske ikke hele navnet, eller hører det måske ikke helt rigtigt, eller kan ikke lige huske en person man har mødt til en konference.

Så kan man kaste sig over Google og prøve at definere gode søgeord ud fra hvad man kan huske eller lige komme til at taste ind mens man lytter til hvad kunden i den anden ende fortæller.

Hypotese

Jeg fik en tanke om at det kunne man måske gøre bedre ved at bruge en iterativ tilgang, hvor man giver computeren simpel feedback på de søgeresultater den kommer tilbage med.

Ud fra denne feedback skulle computeren så (måske) kunne komme med søgeresultater i anden omgang der rammer mere præcist.

Hvis man fortsætter sådan 2-3-4 gange skulle man gerne kunne finde en ret god profil af den person man har i røret.

Ole & co

Min makker Mogens var for et par uger siden en tur i Phillippinerne og besøge Ole Oldhøj. Ole er erfaren datalog og har bygget en hel masse fede IT-systemer. Nu bor han på Phillippinerne og har et mindre firma hvor han har en gruppe dygtige lokale udviklere.

Mogens og Ole aftalte, at vi skulle prøve at sende et par af vores ideer ned til Ole, og så se om han og teamet kunne lave fede prototyper for os på nogle af de mange ideer vi får.

Ide oplægget

Jeg lavede et ide oplæg til Ole, og skød en hurtig video, hvor jeg gennemgår ideen:

Ole var glad og har kastet sig over opgaven, så nu glæder jeg mig bare til at se om hypotesen holder og hvordan det kommer til at virke.

Personlige nyheder til dine minutter i bilen

Når jeg sætter mig i bilen, popper der en besked à la denne op på min skærm:

Screenshot by Rick Broida/CNET

For det meste er det et ret godt bud på, hvor jeg skal hen, og hvor lang tid det tager at komme derhen.

Det næste jeg gør, er at tænde for radioen og håbe jeg rammer nogle nyheder. 🤞

Det er en heldig dag, hvis jeg tænder radioen og rammer lige ind i starten af en omgang nyheder. Det er desværre ikke tit, man er så heldig, og oftest er de for hurtigt ovre. Så er der oftest en halv eller hel time, til jeg kan få et skud nyheder igen. Jeg kunne godt finde et nyhedspodcast fra f.eks. DR, men de har ikke det lokale stof med og er altid nogle timer på bagkant.

En dag slog det mig:

Telefonen ved, hvor længe jeg skal køre + kvaliteten af talesyntese er blevet MEGET bedre den sidste tid = så kan jeg bygge et system, der giver mig en personlig oplæst nyhedsudsendelse, der lige passer til min køretur.

Ja… min hjerne tænker tit i ligninger. 🤓

Tom Bue til undsætning

Jeg fik en aftale på plads et par dage senere med Tom Bue fra Nordjyske Medier (som jo både har ANR & Radio Nordjyske), hvor vi snakkede ideen igennem og aftalte, at det skulle da prøves.

Vi aftalte at mødes igen for at lave en meget hurtig håndholdt prototype.

Så begyndte spørgsmålene at poppe op:

  • Hvor skal vi få historierne fra?
  • Hvordan skal vi udvælge, hvilke historier der skal med til den enkelte lytter?
  • Hvor lange skal de enkelte nyhedsindslag være? Og hvordan tilpasser vi så længden af indslagene?
  • Hvordan skal vi sammensætte de enkelte indslag til en samlet udsendelse?
  • Vil folk betale for sådan et nyt medie?

For at starte med det sidste først, så var Tom og jeg meget hurtigt enige om, at svaret var NEJ! Men måske kan det alligevel være interessant for mediehusene at kunne nå sit publikum på denne måde, som forretningsmæssigt kan sammenlignes med radio.

Værd at høre på?

Det mest essentielle spørgsmål vi kom op med var dog:

  • Er talesyntese blevet godt nok til, at man kan holde ud at høre på den i fx 20 minutter?

Vi kunne begge gætte, men for at blive klogere skulle der noget data på bordet i form af en test. Mette Kjul fra Nordjyske Startup, som vi også havde sparret med ideen om, var hurtig til at finde ti kolleger, der ville lege med.

Så her til morgen kl. 7.00 fik de alle ti tilsendt et link til en personlig nyhedsudsendelse, der passer til deres interesser og med lokalstof fra deres hjørne af Nordjylland.

Her er mine personlige max. 9 minutter med Brønderslev lokal stof, Erhverv, Internationalt og uden sportsnyheder (andet end dem der er top historier):

Hvordan?

I testen trækker vi nyheder ud fra Nordjyskes RSS-feeds, der peger på enkelte historier på nordjyske.dk.

Dem trækker vi ned og barberer ind til overskrift, underoverskrift og brødtekst.

Derefter trimmer vi historierne fra bunden, til en længde vi har vurderet er passende: ikke for lang og ikke for kort.

Så kører vi de trimmede historier igennem Amazons ret nye talesyntese med det geniale navn Polly. Jeg var i sidste uge til event med Amazon Web Services i København hvor jeg præsenterede ideen og fik meget positiv feedback. ❤️

For hver af testerne har vi så opsat en profil med:

  • Ønsket længde af udsendelsen (hvis testen giver os grund til at arbejde videre med ideen, kan vi begynde at automatisk finde den rigtige længde).
  • Hvilke stof-områder er testeren interesseret i:
  • Navn og mobil telefonnummer

Ud fra denne profil sammensætter prototype systemet så et sæt af nyheder indenfor rammen af den ønskede længde. Det kan selvfølgelig gøres meget mere fancy og/eller elegant, men til en tidlig test er denne tilgang nok.

Hvis du vil lege med, kan du nå det endnu. Send mig en besked med ovenstående profil info.

Hvis testen giver os grund til at fortsætte, hvad skal sådan et system/service så hedde? 🤔

EVAS – the pitch

I formiddags havde jeg et godt og konstruktivt møde med Kjeld og Jan fra Falck, om EVAS – Et system der SKAL REDDE LIV.

Jeg har lavet en opsummering af ideer, tanker og ikke mindst jeres imponerende input i et sæt slides til mødet.

Efter mødet har jeg tilføjet det super gode input jeg fik, og vil meget gerne dele pitch deck’et med jer her:

Næste skridt

Vi blev enige om at næste skridt er at jeg skal koge EVAS-projektet ned til 2-3 slides, som vi sammen kan gå til “kunden” (Region Nordjylland) med for at få deres accept af et pilot-projekt.
De slides skal med størst mulig klarhed forklare:
  1. formål
  2. produktet
  3. udbyttet

Du er meget velkommen til at komme med inspiration og input til hvordan man kan opsummere et koncept mest muligt effektivt og effektfuldt.

Som altid kan jeg træffes på: uffe@detgodefirma.dk og telefon +45 2828 7878.

Wauw, for en velkomst I har givet EVAS!

Wauw! Jeg er blæst helt bagover. ❤️

Det har mildest talt været overvældende med alle de super fede og positive tilbagemeldinger, jeg har fået på den første post om EVAS – Et system der SKAL REDDE LIV.

Jeg havde egentlig tænkt i dag at skrive om et andet projekt jeg har i tankerne, men jeg har stort set ikke snakket, skrevet, tænkt, diskuteret og drømt om andet end EVAS den sidste uge. Så jeg tænkte, at det var mere interessant at dele lidt af alt det input, jeg har fået.

Indtil vi har en fuld flåde af flyvende ambulancer har vi brug for EVAS.

I den første blogpost luftede jeg, at jeg allerede havde fået lidt interesse for ideen fra Falck, og dem havde jeg faktisk et møde med i går (onsdag d. 10. januar), men det vender jeg lige tilbage til lidt senere. Hæng på, for det er værd at vente på.

Mindre end 20 minutter efter jeg trykkede “Udgiv” på posten, fik jeg den første opringning. Det var fra Niels Nielsen fra HicTo Alarm, der har arbejdet på at gøre noget ved den samme grundlæggende problemstilling, nemlig at få bilister gjort opmærksomme på udrykningskøretøjer i nærheden, så sidstnævnte kan komme hurtigt og sikkert frem gennem trafikken.

Fedt! tænkte jeg, så er vi ikke helt alene i verden med den ide. Jeg havde en god snak med Niels, og selvom vores tilgange til løsningen ikke er ens, har vi aftalt at mødes og snakke videre inden alt for længe.

Niels gjorde mig også opmærksom på Warning Systems ApS, der også er gået i krig med problemet. De har valgt at bygge på RDS teknologien, der er udbredt i mange bilradioer, med de fordele og ulemper der er ved det. Dem skal jeg også have snakket med.

Flere har skrevet, at de synes, at ideen er god, og at vi skal passe på ikke at tage bilisternes opmærksomhed væk fra vejen over på telefonen. Det er vi meget bevidste om og tænker egentlig, om app’en overhovedet skal have et visuelt interface til alarmering!?!

Nogle har nævnt at bedre (og højere) sirener kunne være en løsning. Det kunne det måske også i nogle tilfælde, men vi ønsker heller ikke mere støj-forurening end nødvendigt. Jeg har selv boet lige overfor et større sygehus, og var egentlig glad for, at sirenerne ikke var meget højere. 🙉

En interessant variant af bedre sirener er The Rumbler, som bruges nogle steder i USA.

En enkelt har også udtrykt bekymring for, at app’en ville dræne ens telefons batteri. Det er selvfølgelig også en vigtig pointe, men heldigvis har jeg flere års erfaring med at holde strømforbruget fra apps på et minimum.🔋

Vi har fået opfordringer til at gå sammen med producenter af GPS-systemerne, der allerede er i bilerne.

Det vil vi meget gerne, men er i første omgang ikke gået den vej, da det er vigtigt for os at få EVAS til at komme til live og gøre en forskel hurtigst muligt og uden en masse potentielle forsinkelser, der kunne ligge i komplicerede samarbejder – og ikke mindst den langsomme udrulning, der vil ligge i først komme ud i bilerne, når alle folks biler bliver skiftet ud med nye modeller med EVAS indbygget.

Vi skal helt sikkert have alarmerne ud i de indbyggede GPS-systemer, men vi skal lige have udviklet og testet ideerne først, og det vurderer vi, at vi kan gøre hurtigst på de platforme, som smartphones og App Stores tilbyder.

Et skridt i denne retning kunne være Apple CarPlay og Googles Android Auto, en app-ificering af biler.

Derudover har vi fået tilbudt hjælp og sparring fra en god fyr med mange år i både bil- og IT-brancherne. Det bliver helt sikkert nyttigt og første møde er aftalt.

Et fremtidsperspektiv kunne være, at de fleste (og engang alle) biler bliver selvkørende. Man kan forestille sig, at til den tid kan ambulanceføreren automatisk få ryddet vejen for sig via bilernes styresystemer, der snakker sammen. 😳

Vi har også tænkt, at EVAS alarmeringsapp’en i borgernes biler slet ikke behøver være en selvstændig EVAS app. Hvis den nu kunne være et modul i en ny version af en allerede udbredt app, vil EVAS kunne blive udbredt langt hurtigere. Der vil også være en del kampagne-penge sparet ved at komme med i allerede udbredte apps som 112-app’en eller Mobilvarsling app’en.

Der er også et par andre relaterede apps, der kunne være interessante at levere EVAS alarmer til. Appen fartkontrol.nu er en af dem, som oven i købet har muligheden for at tilkøbe et stykke hardware ved navn Saphe, der er et stykke hardware, der begrænser batteriforbruget på telefonen og gør alarmen hørbar, selv om der er skruet ned for lyden på telefonen, samt giver mulighed for at advare om for høj fart.

Derudover findes app’en Trafik Alarm, som også er meget udbredt.

Vi fik også en pointer om, at EU har vedtaget, at alle nye biler fra 2018 skal have indbygget automatisk 112-opkald ved kollision vha. Galileos SAR-funktionalitet. Det skal vi have koblet EVAS sammen med på en eller anden måde.

Jeg har fået tilbud om hjælp fra app-udviklere der både tilbyder kode og deres hjælp. 💻📲❤️

En erfaren tidligere områdeleder fra Falck har også tilbudt sin hjælp og input til udvikling af EVAS. Fantastisk!

En brandmand gjorde mig opmærksom på, at de også oplever problemet, så EVAS skal være tilgængeligt for alle typer udrykningskøretøjer.

En central del af et velfungerende EVAS vil være den algoritme, der bestemmer, om en bilist skal alarmeres om et udrykningskøretøj i nærheden. Den del har vi også fået en masse super godt input til, der egentlig giver os en masse spændende spørgsmål:

  • Skal bilister i en vis radius hele vejen rundt om et udrykningskøretøj alarmeres når en udrykning startes?
  • Hvilken geografisk form skal alarmeringsområdet have?
  • Skal området være større, hvis udrykningskøretøjet kører meget hurtigt?
  • Skal området have en anderledes form i byer og på land?
  • Hvordan skal formen være på og omkring motorveje?
  • Skal der kun alarmeres, når et udrykningskøretøj bevæger sig?
  • Skal der kun alarmeres til bilister i samme kørselsretning som udrykningskøretøjet?
  • Skal bilister, der normalt kører i et område, alarmeres? Hvornår og hvordan?
  • Skal man kun alarmeres, når man selv kører bil?
  • Kan vi forudse nogle kørselsmønstre og derved alarmere mere proaktivt?

På financieringsfronten har vi også fået en masse godt input og ideer. 💰

Vi er blevet anbefalet at gå crowdfunding-vejen, som helt sikkert er en fed og lækker mulighed, og som matcher super godt med vores idealer om en meget åben og inddragende udviklingsproces.

Vi er blevet anbefalet at søge penge hos Offerfonden, som jeg må indrømme, jeg gav et bidrag til forrige år i forbindelse med en mindre fartoverskridelse. Pinligt, men ikke desto mindre en god ide, vi vil forfølge.

Nå… men… nu kan jeg vist ikke strække den længere… tilbage til mødet med Falck.

Jeg havde på basis af den første post om EVAS fået en invitation til en snak med den operative chef for al ambulancekørsel i Vest-Danmark, Kjeld Brogaard.

At opnå det bare ved at skrive en blogpost, syntes jeg var ret stort. Det viste sig, at Kjeld og jeg havde mødt hinanden før for mange år siden til et motorcykeltræf i Brovst. Lille verden vi lever i. 😃

Kjeld og jeg havde en god times snak om problemet, om de umiddelbare tanker vi har haft med EVAS, om Falck, om mine tanker om en meget høj grad af åbenhed i udviklingsprocessen, udfordringer og faldgruber både organisatoriske, økonomiske, tekniske, politiske og menneskelige, der kan være ved at udvikle et system som EVAS.

Kjeld var heldigvis både positiv og kritisk og kom med mange gode ideer og pointer til, hvordan man gribe udviklingen af sådan et system an.

Han fortalte om Sirius systemet, som Falck bruger i hele verden.

Vi aftalte, at der var grundlag for at mødes igen, og næste gang tage en af Kjelds kolleger, der også vil kunne bidrage med input og feedback.

DET glæder jeg mig meget til.

Enormt mange TAK for alt jeres super gode input og feedback, bliv endeligt ved med det, og hjælp derved til at gøre en livsvigtig forskel. 😍

EVAS – Et system der SKAL REDDE LIV

Den gode mand Mads Klausen, der er DevOps Mastermind i Det Gode Firmas søster-biks CIMA, fortalte mig for nylig i hyggeligt lag om et alvorligt problem:

Mange bilister hører eller opdager ikke et udrykningskøretøj, der nærmer sig, før det er helt oppe bag dem og dermed har sat farten ned og samlet set forlænget responstiden.

Da Mads fortalte mig det, rykkede det noget i mig, for jeg har selv oplevet situationen med ikke-særligt-observante bilister flere gange og har tænkt, at det må koste meget tid og i værste fald menneskeliv!

Vi var kloge den aften, så vi kom også frem til en mulig løsning:

En App på bilisternes smartphone, der advarer dem om, at der snart vil være en ambulance eller lign. i nærheden, og at det nu er tid til at lave plads på vejen.

Så simpelt og så smukt! 🚑   🚒   🚓

Jo flere, der har sådan en app på deres telefon, jo hurtigere kan livsvigtige ambulancer komme frem. Umiddelbart tænker jeg, at hvis bare hver 5.-7. bilist blev advaret og begyndte at blinke og trække mod vejkanten, ville de andre ret hurtigt opfatte hvad der skete og følge trop.

Vi kom i vores kloge tilstand også på en ide til et navn: EVAS. Som kunne stå for Emergency Vehicle Alert System eller noget helt andet. 🙂

Jeg ringede til min gamle ven Søren Lentz Nissum, der snart fejrer sit 24. år i Falck. Søren har været Falck-redder i mange år, og videreuddannede sig for nogle år siden til Paramediciner (flere nåle med i bilen). Søren har MEGET erfaring med at prøve at komme hurtigst muligt frem i trafikken, og tror helt klart, at et system som EVAS kunne hjælpe.

Søren luftede hurtigt ideen for sin chef, der var helt med på den, og gerne vil stille et par ambulancer til rådighed til at teste EVAS. 😎

Jeg tænker EVAS består af to Apps, en database og noget kode på en server et sted i skyen.

En app i hver af ambulancerne, hvor den enkelte ambulance er identificeret og sender sin seneste geografiske position regelmæssigt op til databasen under udrykningskørsel. Her kan man alternativt bygge et device med en GPS-modtager og mobilt uplink (mere om det senere).

En “borger”-app, som kører i baggrunden på brugernes smartphone og regelmæssigt sender deres seneste geografiske position op til EVAS databasen.

Databasen gemmer kun den seneste position for borgerne, for vi har ingen interesse i at spore eller gemme folks positioner.

Det mest magiske i EVAS er det stykke kode, der skal køre i skyen og hele tiden prøve at forudse, om en borger og en ambulance kommer “på kollisionskurs”, og om der skal sendes den pågældende borger en push besked.

Her vil der være mange muligheder for at lave en smart algoritme, der matcher og advarer de rigtige borgere på det rigtige tidspunkt. Det skal vi nok finde ud af, men hvis du har ideer eller tanker, om hvordan det kan gøres smart, så sig endeligt til.

Vi skal lave et system, der kun tager folks opmærksomhed minimalt væk fra vejen, så vi tænker, at app’en skal advare bilisten med en række indtalte advarsler, fx. “Pas på! Der kommer en ambulance bagfra”, “Giv agt! Der kommer en ambulance fra din højre side”, osv.

Min plan er i løbet af januar at bygge en prototype af EVAS, som vi kan vise frem for en række af de mennesker, der kunne være med at støtte udviklingen af EVAS  i fuldt landsdækkende skala.

Vi tænker at typer der kunne finde på at støtte udviklingen af EVAS kunne være:

  • De alment støttende fonde: Tryg, Nordea, Lego, m.fl.
  • Rådet for sikker trafik
  • Vejdirektoratet
  • Regionerne
  • Kommunerne
  • Falck og Responce

Hvis du har ideer til, hvem der ellers kunne være interessante at snakke med, eller du vil være med, så sig endelig til: uffe@detgodefirma.dk

OPDATERET: Læs mere om den fantastiske respons vi har fået på denne post.