React & React Native Aalborg Meetup #1

I går havde vi premiere i den nye netværksgruppe Aalborg React & React Native Meetup, som jeg har været med til at starte.

I alt deltog 18 spændende mennesker og vi havde en spændende og meget interessant eftermiddag sammen. Super god debat og masser af planer og ambitioner til fremtidige møder, workshops, hackathons og konferencer.

Jeg optog en video af det meste af meetup’et, som du kan se i fuld længde her:

Vi startede med at jeg introducerede vore motivation for at starte gruppen og lidt om vores tanker om hvad vi kan bruge netværket til. Du kan se mine slides, hvor vi bla. har en liste over mulige fremtidige emner til meetups.

Hvis du ønsker at hoppe direkte til Andri Óskarsson (@andrioid)’s oplæg om motivationen for at bruge React, kan du starte 26min inde i videoen. Du kan også se hans slides.

Derefter lavede Thomas Laursen en super fin live-coding demo af hvordan man kommer igang med React og hvordan man laver en simpel ToDo-list web app. Hans præsentation starter 40min inde i videoen.

Hvis du skulle have fået lyst til at deltage kan du tilmelde dig gruppen og få besked når vi har sat dato og emne for næste møde.

Vær med fra starten af “React & React Native Aalborg”

De fleste der arbejder med web- og/eller app-udvikling har stødt på React eller søster-frameworket React Native.

Begge frameworks er opstået hos Facebook Open Source, og efterfølgende delt med verden.

De giver mulighed for at udvikle og ikke mindst nemt vedligeholde og skalere moderne websites og cross-platform apps.

Mere vil jeg ikke afsløre her, men vil i stedet invitere dig til at komme til første møde i et nyt meetup vi er med til at starte, nemlig:

Aalborg React & React Native Meetup

Vi mødes mandag d. 16. januar 2017 kl. 14.00-17.00 hos Rocket Labs Aalborg, som har været så fantastiske at tilbyde at lægge hus til meetup’et.

For at få gruppen godt i gang, starter vi med en gang introduktioner af hvem der deltager.

Mine to med-founders af meetup’et: Thomas Laursen og Andri Óskarsson (@andrioid) vil derefter gennemgå en række grundlæggende emner om React:

  • React lifecycle
  • React code
  • React components

Vi vil også gerne nå at få en snak i gruppen om hvilke fremtidige emner deltageren gerne vil høre eller tale mere om, hvilken form meetup’et skal have og hvornår og hvor tit vi skal mødes.

Husk at tilmelde jer og vi glæder os meget til at se jer. Det er allerede 19 tilmeldte, men plads til mange flere.

Hold familien varm – med kun let overdrevet brug af IoT – 1. del

Jeg nævnte i en tidligere post, at mit træpillefyr sender mig push-beskeder når det snart mangler piller.

Det system er et af mine projekter med flest år på bagen og med ret mange (fejlede) eksperimenter bag sig.

Først lidt forhistorie…

Jeg bor med min dejlige familie i et nedlagt landbrug langt ude på landet.

Huset bliver varmet op med et træpillefyr.

Sådan et fyr er en dejlig og rimelig nem løsning.

Ikke fjernvarme-nem, oliefyr-nem, naturgas-nem eller for den sag skyld jordvarme-nem, men driften er udholdelig og består af to regler:

  1. Hæld 6-8 poser træpiller á 16kg på en 2-3 gange om ugen.
  2. Tøm aske ud 1-2 gange om måneden.

Resten ordner skorstensfejeren.

Regel #2 har jeg ikke haft nogen problemer med, men regel #1 er en anden sag, og man skulle tro, kolde morgener med kun koldt vand i bruseren kunne lære mig noget, men nej.

Den nemme løsning kunne være at sætte en alarm på min telefon, der mindede mig om at hælde træpiller på hver anden dag. Den har jeg brugt i perioder, men den er ærligt talt lidt old skool og lidt kedelig.

Under lidt hygge-browsing på sparkfun.com faldt jeg over MaxSonar-EZ1. En lækker lille ultralydssonar.

Den kan måle afstande ved at skyde et ultralydssignal afsted og så måle, hvor mange millisekunder, der går, inden ekkoet kommer tilbage.

MaxSonar-EZ1 er endda så veludrustet, at man kan få afstandssignalet ud  på tre måder: via et digitalt serielt interface, et Pulse-Width-Modulation (PWM) signal eller et godt gammeldags analogt signal (større afstand = større spænding).

Jeg havde nogle gange rodet lidt med Arduino Uno boards til mini-projekter. Men da Arduino annoncerede deres nye top-model Arduino Yún med indbygget Linux-kerne og wifi, skød jeg straks nogle penge ud over internettet.

Min nye Yún skulle være arbejdshesten i min nye pillefyrs-pillestands-overvågnings-dims og kan umiddelbart læse et PWM signal fra sonaren.

Som sagt så gjort. Jeg fik lavet et test-setup og kunne måle afstanden fra sonaren til min hånd. Heldigvis virkede det også, da jeg slæbte fuglereden af ledninger ud til mit fyrrum og holdt sonaren over træpillesiloen. YAY!

Jeg fandt et stykke aflagt Ikea-indpakning og snittede huller til Arduino, breadboard og sonaren, og vupti så havde jeg min træpillemåler.

Jeg lavede en hurtig server med Django, der kunne modtage og gemme målingerne, og et API som Yún’en kunne aflevere sine data til. Serveren smed jeg op på en EC2-instans, jeg allerede havde kørende hos Amazon, og viola!

Nu manglede jeg bare at kunne se mine data, og til det greb jeg fat i det smukke og nemme Flot.js, som mine venner fra Iola har lavet.

Når det hele virkede, kunne jeg fra min browser se hvor mange piller, der var på fyret.

MEGET nemmere end at gå ud og kigge i tanken. 😜

Det var første generation af systemet, med flere uhensigtsmæssigheder og deciderede mangler, fx. kunne det ikke fortælle mig om fyret var gået ud.

Jeg skriver snart en post mere, om næste generation af systemet, hvor der bla. kommer push beskeder og visuel programmering i spil.

Velkommen til Det Gode Firmas blog

Jeg har valgt, at Det Gode Firma skal have en blog.

Åbenhed er vejen frem, og jeg er overbevist om, at åbenhed giver meget bedre produkter og processer end lukkethed og hemmelighedskræmmeri.

På denne blog vil jeg skrive om de ting, vi arbejder med meget åbent og meget ærligt.

Hvis du følger med, vil du være den første der hører om de ideer og projekter, vi finder på. Både de gode og de helt vildt dårlige, som lød som en god ide i første omgang.

Du er selvfølgelig meget velkommen til at give feedback, og vi vil altid gerne høre fra dig hvis du vil lege med.

Her på bloggen kommer der også til at være en række ret nørdede posts om kode, dimser, services, ideer, design, metoder, tools og mennesker.

De bliver krydret med lidt billeder og videoer og en hel masse røverhistorier.

Der vil komme både lange og korte posts sandsynligvis i et ujævnt mønster.

Nu bimler min iPhone med push-beskeder fra mit træpillefyr, så jeg runder af og må hellere gå ud og fodre det, inden her bliver fodkoldt. Der kommer mere om det setup i en senere post.

PS: Hvis du vil være sikker på ikke at gå glip af noget, kan du nedenfor skrive dig op til at modtage vores nyhedsbrev.

Hvad laver Det Gode Firma?

Det Gode Firma laver fede produkter med software, der ændrer noget i den fysiske verden.

Vi løser rigtige problemer i den rigtige verden for rigtige mennesker.

Vi bygger broer mellem den virtuelle software verden og den fysiske verden med Internet of Things. Vi opfinder, bygger prototyper og opkobler nye enheder, der kan måle og påvirke vores omgivelser. Smart Home er starten, men Smart Office og Smart Industry er næste skridt. Vi ❤️ robotter.

Buzz: IoT, Internet of Things, Maker mindset, Maker bevægelse, Smart Home, Smart Office, Smart Industri, Industri 4.0, Measured Self, Robotter, Automatisering

Verden er mobil og det har vi 15 års erfaring med. Vi vælger teknologi efter opgaven og arbejder med både mobile web-apps, native apps og cross-platform teknologier.

Buzz: Apps, Mobil, iOS, Android, React, React Native

Der er data i alt, og alt laver data. Meget af alt det data skal opsamles, analyseres, processeres og reageres på. For at imødekomme den success vores kunder har og med rette forventer, gør vi det i skyen, gerne hos Amazon eller Google. Vi bygger logiske regler, statistiske modeller, kunstige intelligenser, automatisk maskinlæring og dybe neurale netværk alt efter den opgave og udfordring, vi kaster os over.

Buzz: Business Intelligence(BI), Cloud, Amazon Web Services(AWS), Google Firebase, Google Cloud Platform, Google Analytics, Statistik, Statistiske Modeller, Machine Learning, Big Data, Neural Networks, Deep Learning

To områder, der har gjort kæmpe fremskridt de seneste par år ved hjælp af maskinlæring, er billedgenkendelse og talegenkendelse. Det gør, at det er indenfor rækkevidde at bygge brugbare og robuste systemer, der styres af vores stemmer og af hvad vi peger kameraet på vores smartphone i retning af. Begge teknologier kan skabe smukke og gnidningsfri interaktioner eller muliggøre helt nye funktioner.

Buzz: Billedanalyse, Billedgenkendelse, Ansigtsgenkendelse, Persongenkendelse, Computer Vision, Talegenkendelse, Voice Services, Amazon Alexa, Google Home

Stærkt relateret til talegenkendelse er fortolkning af naturligt (menneskeligt) sprog, som kommer til anvendelse i dialogiske brugergrænseflader i chatbots. Chatbots bliver allerede nu brugt i så forskellige områder som nyhedsformidling, beslutningsstøttende systemer, bekæmpelse af ensomhed, diagnosticering, projektledelse og selvfølgelig underholdning, både for voksne og børn. Gode Chatbot løsninger kan skabe nye muligheder for nem og naturlig interaktion mellem mennesker og software.

Buzz: Chatbots, Facebook Bots, Slack Bots, Skype Bots, Twitter Bots, Natural Language Processing

Herudover ser vi uanede muligheder i at anvende blockchain-teknologien, der oprindeligt er kendt og udviklet til den virtuelle, men meget reelle bitcoinvaluta. Der er næsten ingen brancher, der ikke vil blive påvirket af de muligheder blockchain kan skabe via matematisk-understøttet tillid.

Buzz: Blockchain, Bitcoin, Virtuel Valuta

Vi er meget bevidste om, at vi meget hurtigt vinder “pladen fuld” til enhver teknologisk orienteret omgang ordbingo, men vi kan ikke lade være med at begejstres af alle de elegante løsninger på svære problemer, som alle disse teknologier giver muligheder for, når de kombineres med vores lange erfaring med at lave gode og brugervenlige systemer.

Kort sagt: Vi laver produkter med intelligens.  

Det Gode Firma ApS er stiftet, ejet og drives af CIMA Technologies IVS og direktør Uffe Koch.

Mogens Nørgaard, CEO i CIMA, og Uffe Koch har tidligere succesfuldt startet, opbygget og drevet IT-virksomhederne Miracle A/S og Huge Lawn Software ApS.